Tennisturnering udsætter kampe til støtte for raceprotester

Tennisturneringen Western & Southern Open, der spilles i New York City, suspenderer torsdagens kampe for at anerkende protester mod raceulighed.

Det skriver turneringen i en meddelelse på sin hjemmeside sent onsdag lokal tid. Kampene genoptages fredag.

Udmeldingen kommer, blot få timer efter at topspilleren Naomi Osaka meldte ud, at hun trækker sig fra sin semifinalekamp torsdag i turneringen.

– Som en sportsgren indtager tennis samlet et standpunkt imod raceulighed og social uretfærdighed, som igen er kommet øverst på dagsordenen i USA, står der i meddelelsen.

– Det Amerikanske Tennisforbund, ATP-touren og WTA har besluttet sig for at anerkende dette øjeblik ved at indstille spillet ved turneringen torsdag 27. august. Spillet genoptages fredag 28. august.

Naomi Osaka, verdens nummer ti, trak sig som en protest mod en hændelse i delstaten Wisconsin søndag, hvor den sorte mand Jacob Blake blev skudt flere gange i ryggen af en betjent.

Den dobbelte grand slam-vinder er datter af et japansk/haitiansk par.

– Som sort kvinde har jeg det, som om at der i øjeblikket er langt vigtigere sager, som kræver omgående opmærksomhed, end at se mig spille tennis, skrev hun i et tweet.

Amerikansk topsport blev onsdag også ramt af en række andre aflysninger i protest mod politivold og racisme.

Basketballligaerne NBA og WNBA udskød alle onsdagens slutspilskampe, efter at spillere fra Milwaukee Bucks nægtede at gå på banen.

/ritzau/