Spillersalg og lavere løn nedbringer Brøndby-underskud

Fodboldklubben Brøndby IF kommer ud af første halvår med et underskud på 11,9 millioner kroner før skat, meddeler klubben torsdag.

Selv om det er røde tal, så er det en markant forbedring i forhold til resultatet fra samme periode sidste år, hvor underskuddet lød på 41,7 millioner kroner.

Lavere lønomkostninger samt spillersalg har været medvirkende årsager til, at klubben trods coronapandemien har nedbragt underskuddet i klubben markant, fremgår det af regnskabet.

Løntunge spillere som Kamil Wilczek, Hany Mukhtar og Dominik Kaiser er solgt med milliongevinster til følge, mens de primært er blevet erstattet af egne talenter i truppen.

Det fremgår også af regnskabet, at Brøndby har modtaget 22,5 millioner kroner fra statens hjælpepakker under coronanedlukningen.

/ritzau/