Nu kan trænerne også optjene karantæne i Superligaen

Når den kommende superligasæson sparkes i gang, vil det ikke længere være en gratis omgang for trænerne at rage gule kort til sig.

Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforeningen, som står bag 3F Superligaen, bekræfter over for tipsbladet.dk, at der indføres nye regler, hvor trænerne ligesom spillerne optjener karantænepoint ved gule kort.

Reglerne er blevet meldt ud til klubberne tidligere på ugen, og de gælder også i pokalturneringen.

Hidtil var det kun bortvisninger under kampe, som sendte trænerne i karantæne. Principielt kunne en træner brokke sig til et gult kort i hver eneste kamp i sæsonen uden at få karantæne. Det ændrer sig nu.

Forseelserne kan give 3, 4 eller 6 point, afhængigt af hvor grov en forseelse en træner gør sig skyldig i.

Ifølge tipsbladet.dk ryger en træner i karantæne, hvis han når 19 point. Det er samme pointgrænse, som spillerne på banen har.

/ritzau/