Hjulmand erstatter egen kanin i landsholdstruppen

Landstræner Kasper Hjulmand udtog mandag sin første trup som dansk landstræner. Torsdag lavede han så sin første udskiftning i truppen.

Bolognas Andreas Skov Olsen er kommet senere i gang med træningen i Italien end forventet.

Derfor har Hjulmand valgt at sende ham ned på U21-landsholdet, mens Hoffenheims Jacob Bruun Larsen hives den anden vej.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

20-årige Andreas Skov Olsen var en af de få kaniner, Hjulmand havde med i hatten mandag.

De to har en fælles fortid i FC Nordsjælland, og selv om Skov Olsen har været en stor profil på U21-landsholdet i mere end et år, har han endnu aldrig været udtaget til A-landsholdet.

/ritzau/