Dansk forskning påviser spor efter bloddoping

Danske forskere har fundet ud af, hvordan man potentielt nemmere kan afsløre bloddoping. Det skriver Politiken.

Forskere på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet har opdaget, at bloddopede forsøgspersoner har spor af plastik i urinen i flere dage efter en transfusion.

– Vores studie viste, at vi er i stand til at spore plastik i urinen på alle dem, der havde fået blodtransfusion, i op til to dage efter bloddopingen havde fundet sted. Og på tredjedagen kunne vi stadig spore to tredjedele af dem, siger postdoc Jacob Bejder, Institut for Idræt og Ernæring.

Ifølge Jacob Bejder er der kun en meget lille risiko for, at disse sporstoffer findes i urinen af andre årsager.

– Og den risiko kan man minimere yderligere ved at teste atleterne over en længere periode, siger han.

Bloddoping foregår ved, at en atlet tapper noget af sit eget blod for senere at pumpe det tilbage i kroppen, hvilket har været meget svært at afsløre.

Forsøget havde deltagelse af 12 forsøgspersoner, som i løbet af godt et halvt år fik testet deres urinprøver under varierende forhold – nogle fik blodtransfusion, andre saltvandsbehandling – og studiet er første del af et større projekt.

Hos Anti Doping Danmark (ADD) kalder videnskabelig seniorkonsulent Jakob Mørkeberg de nye resultater “lovende”. Men han understreger også, at der er stykke vej endnu, skriver Politiken.

Forsøget har fundet sted i samarbejde med afdelingen for Klinisk Immunologi og afdelingen for Anæstesiologi på Rigshospitalet.

/ritzau/