Tour-hold forventer opblødning af skrappe coronaregler

Cykelholdene kæmper for at få lempet Tour de Frances barske coronaforanstaltninger, inden det store etapeløb begynder på lørdag.

I sidste uge varslede løbsarrangøren Amaury Sport Organisation (A.S.O.), at det ville medføre udsmidning af hele holdet, hvis to personer på samme mandskab blev testet positive undervejs i løbet.

Og det gjaldt, uanset om det var ryttere, mekanikere eller massører.

Men noget tyder på, at reglerne ender med at blive knapt så drastiske. Det siger Matt White, der er ledende sportsdirektør på Mitchelton-Scott.

– Vi taler i øjeblikket med A.S.O., og de endelige regler kan blive lempet, inden Touren begynder.

– Der er sat spørgsmålstegn ved validiteten af testene. Vi skulle blive klogere i de kommende dage, siger White på det australske holds pressemøde i Tourens startby, Nice.

Validiteten af coronatesten er kommet på dagsordnen igen, efter at et andet Tour-hold, Bora, trak sig fra tirsdagens Bretagne Classic, fordi en af holdets ryttere var blevet testet positiv.

Efterfølgende lod han sig teste igen, og her var resultatet negativt.

– Det ser ud til, at mine bekymringer er blevet bekræftet, sagde Bora-manager Ralph Denk tirsdag i en pressemeddelelse.

Eftersom coronatesten ikke er 100 procent skudsikker, risikerer hold i princippet at blive smidt ud af årets største cykelløb på baggrund af en positiv prøve, der viser sig at være falsk alarm.

– Fejlene ville i sig selv ikke være noget problem, hvis det bare var muligt at få resultatet omgående, påpeger Ralph Denk.

Den franske sportsavis L’Equipe skriver onsdag, at diskussionerne mellem A.S.O., Den Internationale Cykelunion (UCI) og holdene har stået på i flere dage.

Parterne skulle dog være kommet nærmere hinanden, og ifølge avisen er det en sandsynlig løsning, at ryttere og øvrige ansatte bliver delt op i to beskyttede bobler.

Det betyder, at positive test hos mekanikerne ikke får indflydelse på holdets deltagelse. Før de nye regler er helt på plads, skal de dog klappes af med de franske myndigheder.

Mitchelton-Scotts danske rytter, Christopher Juul-Jensen, konstaterer, at usikkerheden om coronavirus er endnu et bump på den lange og snørklede vej til målstregen i Paris 20. september.

– Essensen af at sætte sig op til den slags løb er, at alt kan ske. Man skal igennem så mange udfordringer, før man kan sige, at man er tæt på Paris.

– Det har fået et ekstra tvist, nu hvor vi også kan risikere at blive sendt hjem, fordi nogen er smittet med corona, siger Christopher Juul-Jensen.

/ritzau/