Metal Ligaen indleder sæsonen med fire kampe 18. september

Kampprogrammet for den kommende sæson i Danmarks bedste ishockeyliga, Metal Ligaen, ligger fast.

Danmarks Ishockey Union (DIU) skriver i en pressemeddelelse, at sæsonen indledes 18. september med fire kampe i henholdsvis Esbjerg, Rødovre, Aalborg og Herning.

Den officielle dato for sæsonstarten har ladet vente på sig på grund af uklarheden om restriktioner og forsamlingsforbud som følge af coronapandemien.

Herlev Eagles er oversidderne i første spillerunde og får sæsonpremiere 22. september i Odense.

Der er ni klubber i Metal Ligaen, og alle hold mødes seks gange i løbet af grundspillet. Det giver 48 kampe til hvert hold, inden holdene til slutspillet er fundet.

/ritzau/