Sociale medier reagerer på melding om Messis Barca-afsked

Verdens måske største fodboldspiller nogensinde Lionel Messi ser ud til at være fortid i FC Barcelona efter to årtier i storklubben.

Klubben bekræfter således over for nyhedsbureauet AP, at argentineren har meddelt, at han ønsker at forlade klubben omgående.

Selv om hverken klubben eller hovedpersonen selv har bekræftet meldingerne til andre medier, har nyheden allerede affødt mange reaktioner på de sociale medier.

Her følger et lille udpluk:

– Catalonien vil altid være dit hjem. Mange tak for tiden med glæde og ekstraordinær fodbold. Vi har været heldige at dele nogle år af vores liv med den bedste spiller i verden. Og en ædel atlet. Vi vil aldrig glemme dig.

Quim Torra, præsident for Catalonien, på Twitter.

– Respekt og beundring, Leo. Al min støtte, ven.

Carles Puyol, tidligere anfører og holdkammerat i FC Barcelona, på Twitter.

– Messi til en engelsk klub vil stadig ikke være en lige så opsigtsvækkende, som da Allan Simonsen tog til Charlton (fra Barcelona, red.).

Stan Collymore, tidligere engelsk landsholdsspiller med fortid i blandt andet Liverpool og Nottingham Forest, på Twitter.

– Jeg har lige hørt, at Frank Lampard (manager i Chelsea) er interesseret i Messi. Det vil være noget af et scoop, hvis Lamps (øgenavn for Frank Lampard, red.) lykkes med det.

Rio Ferdinand, tidligere engelsk landsholdsspiller med fortid i blandt andet Manchester United.

/ritzau/