Nicklas Bendtner skal spille Old Boys-fodbold i Tårnby

Den tidligere landsholdsspiller Nicklas Bendtner har ikke spillet fodboldkampe siden sidste efterår, men nu kommer han snart i kamp igen, omend det bliver på et noget lavere niveau.

Således har Nicklas Bendtner har meldt sig ind i Tårnby FF, hvor han skal spille Old Boys-fodbold.

Det skriver Ekstra Bladet.

Klubbens bedste hold tørner ud i Danmarksserien, men Bendtner, der som dreng spillede i Tårnby, skal altså spille på klubbens Old Boys-mandskab, M+32, i eliteøstrækken, skriver avisen.

– Vi er meget glade for, at Nicklas vil holde sig lidt i gang med nogle af de drenge, han har kendt i mange år. Den her mulighed er noget, vi har talt om i mange år.

– Nu opstod den, og det er vi glade for. Vi glæder os til at få Nicklas med på vores hold, siger Martin Skov Hæstrup, der startede Old Boys-holdet.

Bendtner var senest på kontrakt i FC København, og han fik sidst spilletid i opgøret mod FC Midtjylland 10. november sidste år.

Det var i begyndelsen af september sidste år, at Bendtner fik en aftale med FCK gældende resten af 2019, men han nåede aldrig at udrette det store.

Forinden havde Bendtner spillet for Rosenborg siden 2017, men her røg han ud på et sidespor til sidst.

Den 32-årige Bendtner er noteret for 81 A-landskampe, hvor det er blevet til 30 scoringer. Venskabskampen mod Chile i marts 2018 er Bendtners seneste optræden for landsholdet.

/ritzau/