Magnussen: Coronakalender er værst for mekanikerne

Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) nyder at køre mange løb på kort tid i en sammenpresset coronakalender.

Det fortæller den 27-årige dansker forud for weekendens grandprix på Spa-banen i Belgien. De efterfølgende to weekender skal feltet dyste om point i Italien.

– Helt ærligt, så føler jeg det ikke som en større ting som kører, siger Kevin Magnussen til Haas-holdets hjemmeside.

Han erkender, at der er travlt, og det er svært at få tid til at være sammen med familien.

Til gengæld var der meget samvær med familien, da coronapandemien gennem flere måneder gjorde det umuligt at starte Formel 1-sæsonen.

– Jeg har savnet at køre, og jeg savnede Formel 1 helt vildt, så jeg har nydt at være tilbage på den her måde med al den intensitet, som kommer af, at løbene ligger så tæt, siger han.

– Jeg har det værre på mekanikernes vegne, fordi de arbejder til sent i weekenderne. De skal også arbejde på bilerne mellem racerløbene.

– Ingeniørerne arbejder også hårdt, tilføjer Kevin Magnussen.

Mens der knokles i nærmest døgndrift i Haas-holdets garage, så kræves der ifølge danskeren knapt så meget af kørerne.

– Jo, der er en del møder, og der skal analyseres data, men vi er ikke på arbejde hver dag. Vi møder op i weekenderne og har haft nogle møder i løbet af ugen.

– Så det er ikke lige så intenst, som det er for resten af holdet.

– På den måde er vi heldige, men det er også os, der kører med risikoen inde på banen, men jeg synes, at holdet har det værre med det her program, siger han.

Ugen byder på to træninger fredag. Lørdag venter den tredje og sidste træning, før der i kvalifikationen skal køres om startplaceringerne i grandprixet, der foregår søndag.

/ritzau/