Viborg udraderer Ajax København i sæsonpremiere

Viborg HK’s håndboldkvinder fik den bedst tænkelige start på den nye sæson i Bambusa Kvindeligaen.

Mandag aften storsejrede viborgenserne i egen hal med 29-19 over Ajax København.

Spænding var der absolut intet af i opgøret, der virkede afgjort allerede ved pausen. Her førte det grønblusede hjemmehold med 14-8 efter stor dominans.

Uanset hvad Ajax-træner Dennis Bo Jensen havde fortalt til sine spillere i pausen, så det ikke ud til at have den ønskede effekt på banen.

Her fortsatte Ajax nemlig med at lave alt for mange fejl, og det tenderede til en ydmygelse, efterhånden som føringen voksede. Flere mål efter elegante vips var med til at demonstrere Viborgs overlegenhed.

Da det så værst ud for københavnerne lød hjemmeholdets føring på 28-14, men gæsterne fik reduceret nederlaget til at være på mere tålelige ti mål.

Viborg-fløjen Maria Fisker er tilfreds med den klare sejr.

– Det var den perfekte måde at åbne sæsonen på. Jeg synes, at jeg fik svar på, at vi var i så god form, som jeg regnede med, at vi var. I anden halvleg kørte vi dem over, fordi vi løb dem ned, siger Maria Fisker til TV2 Sport.

Ajax-målvogter Sarah Nørklit medgiver, at der var klasseforskel.

– Vi er i starten af sæsonen, og det kan vi godt mærke lige nu. Vi vidste, at det ville blive en hård kamp. Jeg havde håbet, at vi ville være tættere på dem målmæssigt, siger hun til TV2 Sport.

Med otte scoringer blev hjemmeholdets Kristina Jørgensen kampens topscorer.

Før mandagens kamp havde kun Team Esbjerg og Odense Håndbold været i aktion i 2020/21-sæsonen. Ligaens øvrige hold spiller sæsonpremiere enten tirsdag eller onsdag.

Som følge af coronarestriktioner må der indtil videre maksimalt være 500 personer i den samme hal til kampe i Danmarks bedste håndboldrække. Tallet inkluderer også spillere, trænere, dommere og vagter.

/ritzau/