Tomassons Malmö slår hul i toppen i Sverige

Med Søren Rieks som målscorer i en 2-1-sejr over Falkenberg øgede Malmö FF søndag afstanden i toppen af Sveriges bedste fodboldrække.

Allsvenskans førerhold slog dermed et hul på hele syv point til de nærmeste forfølgere fra Elfsborg.

Fra sidelinjen kunne Malmö-træner Jon Dahl Tomasson se Rieks bringe værterne foran med 1-0 kort før pausen.

Fra kanten af gæsternes straffesparksfelt lagde den danske venstrekant elegant bolden hen over Falkenbergs målmand.

I begyndelsen af anden halvleg øgede Malmös Isaac Kiese Thelin til 2-0, inden gæsterne reducerede i slutfasen.

Tomasson havde tre danskere i sin startopstilling. Ud over Rieks var det Lasse Nielsen og Anders Christiansen. Jonas Knudsen fik den sidste halve time som indskifter.

Mens Malmö FF vandt, så tabte forfølgerne fra Elfsborg med Frederik Holst på midtbanen på eget græs med 0-1 til Ôstersund. Elfsborg måtte spille næsten hele anden halvleg med en mand i undertal efter en udvisning.

Malmö FF topper Allsvenskan med 38 point, mens Elfsborg har 31 point på andenpladsen. Der resterer 13 spillerunder.

/ritzau/