Kasper Asgreen tager revanche og vinder DM i linjeløb

Sidste år blev han nummer to, men søndag kørte han først over stregen.

Kasper Asgreen er dansk mester i landevejscykling efter at have sejret i et 198,9 kilometer langt løb, som blev kørt på en rundstrækning i Middelfart.

Quick-Step-rytteren angreb med ti kilometer tilbage og fik selskab af Andreas Kron (Riwal). Da det skulle afgøres, kunne Kron dog ikke følge med Asgreen, der nu både er dansk mester i landevejscykling og enkeltstart.

Sidste års DM-vinder, Asgreens holdkammerat Michael Mørkøv, endte som treer. Verdensmester Mads Pedersen (Trek) blev nummer fire.

Et udbrud bestående af Tobias Kongstad (Riwal), Jeppe Hanssing (BHS Bornholm) og Oliver Wulff (Coloquick) kom tidligt afsted.

De tre ryttere fik etableret et forspring på et par minutter. Forrest i feltet sad favoritterne Mads Pedersen, Michael Mørkøv og Kasper Asgreen med deres hold og holdt styr på begivenhederne.

Med små 100 kilometer tilbage begyndte feltet så småt at hive udbruddet i land. Men inden de tre i front var indhentet, begyndte de store kanoner at røre på sig.

Mads Pedersen åbnede ballet og forsøgte sig med cirka 65 kilometer til mål. Verdensmesteren fik ikke slået et hul, men feltet blev splittet op, og løbet blev givet frit.

Den sidste udbryder blev opslugt med cirka 50 kilometer tilbage, og så begyndte angrebene for alvor.

Kasper Asgreen trådte an og fik skabt et lille hul. Quick-Step-rytteren fik blandt andre selskab af Alexander Kamp (Trek).

Mads Pedersen forblev i første omgang i feltet. Holdkammerat Alexander Kamp var med oppe foran, men verdensmesteren ville lidt efter også lege med.

Pedersen fik med hiv og slæb lukket hullet til frontgruppen og skabt samling til stor utilfredshed for Kamp.

Der gik ikke længe, før Pedersen hævede tempoet og på ny skabte splittelse. Men nu var det så blandt andre Alexander Kamp, der var med til at skabe samling. Rollefordelingen var tydeligvis ikke helt på plads på Trek-holdet.

Herefter begyndte en ny bølge af angreb fra adskillige ryttere.

Det afgørende angreb faldt altså med cirka ti kilometer tilbage på sidste omgang, da Kasper Asgreen stak af med Andreas Kron i hælene.

Efter en smule tøven forsøgte Mads Pedersen at indhente de to i front, men der var kræfter nok i benene.

Det stod klart, at Asgreen og Kron skulle kæmpe om sejren, men duellen blev aldrig rigtig spændende. Asgreen satte trumf på med en kilometer tilbage og vandt i overlegen stil.

/ritzau/