Dideriksen missede DM-hattrick: Havde misforstået reglerne

105 kilometer er ikke meget for en professionel cykelrytter, men for Amalie Dideriksen blev søndagens DM i linjeløb alligevel modbydeligt hårdt.

Den tidligere verdensmester punkterede tidligt og havnede langt efter de forreste ryttere. Hun nåede aldrig op og måtte derfor se chancen for at vinde det tredje danmarksmesterskab på stribe fordufte.

– Jeg tror aldrig, jeg har kørt så lang tid alene i et cykelløb, siger en udmattet Dideriksen.

Den 24-årige Boels-Dolmans-rytter havde misforstået reglerne om hjælp fra følgebilerne.

– Det var lidt ærgerligt. Jeg punkterede efter en omgang og lavede et hjulskifte, fordi jeg troede, man gerne måtte få hjælp til at komme op igen. Men jeg fik ikke noget hjælp, så jeg nåede aldrig op, siger hun.

Hun erkender dog, at hun ikke har andre at bebrejde end sig selv.

– Jeg er super ærgerlig over, at jeg måske ikke har undersøgt ordentligt, at der ikke var opkørsel.

– Min servicebil ville ikke køre forbi, og løbskommissæren lå lige bagved. Så var der ikke noget at gøre, siger Dideriksen.

Hun lå længe et par minutter bag hovedfeltet. Da hun langt om længe fik kontakt, var en favoritgruppe kørt, og da ingen andre ville føre i feltet, kørte hun også væk fra dem.

Så sad hun igen alene og bad højlydt om tiderne frem til favoritterne, når hun krydsede målstregen på den 11,7 kilometer lange rundstrækning.

– Jeg prøvede jo til det sidste at håbe, at det gik i stå, men med en omgang tilbage kunne jeg godt se, at det var slut.

– Jeg er i pisse god form, men jeg er super ærgerlig over, at jeg ikke får det brugt. Jeg kom for at få dannebrogstrøjen med hjem, og jeg får ingenting, siger hun.

DM i linjeløb blev vundet af Emma Norsgaard, mens Julie Leth og Cecilie Uttrup Ludwig kom ind på de efterfølgende pladser.

Efter det, der nærmest blev en 90 kilometer lang enkeltstart, blev Dideriksen nummer otte.

/ritzau/