Dansk Champions League-helt er lykkelig efter grim skade

Lørdagens helterolle i Champions League-kvartfinalen mellem Paris Saint-Germain og Arsenal var kulminationen på Signe Bruuns mere end et år lange kamp for at vende tilbage på sit topniveau efter en korsbåndsskade.

Det siger den danske angriber, der blev matchvinder med målet til slutresultatet 2-1.

– Jeg har kæmpet hårdt. Jeg ville komme tilbage og gøre en forskel, det har været mit mål, siden jeg blev skadet, og jeg er lettet over, at jeg er tilbage nu og kan hjælpe holdet.

– Der er op- og nedture, når man er skadet på den måde, og det har taget lang tid. Undervejs har jeg været i tvivl, men jeg har også bevaret troen på, at jeg kunne komme tilbage i en god forfatning, siger danskeren ifølge uefa.com.

Hun blev skiftet ind i det 74. minut ved stilling 1-1, og i det 77. minut kastede hun sig frem i et fladt indlæg og fik styret bolden i mål.

– Selvfølgelig er jeg meget glad på holdets vegne. Det er meget vigtigt, for vi ville i semifinalen.

– Jeg synes, at vi har et virkelig godt hold. Alle kæmper hårdt, og vi har spillet nogle gode kampe, og vi er klar til næste opgave, siger Signe Bruun.

Hun er holdkammerat med Nadia Nadim, der startede på banen, men blev skiftet ud efter 68 minutters spil.

Paris Saint-Germain skal i kampen om en finaleplads møde Champions League-mastodonten Lyon, som har vundet turneringen de seneste fire sæsoner. Den anden semifinale står mellem Wolfsburg og Barcelona.

Begge semifinaler spilles tirsdag som en del af Final 8-stævnet i baskiske Bilbao og San Sebastian.

/ritzau/