Harry Maguire er løsladt efter retsmøde i Grækenland

Manchester United-anfører Harry Maguire har været tilbageholdt i knapt to dage efter et slagsmål mellem to grupper af britiske turister på den græske ø Mykonos torsdag.

Han mistænkes angiveligt blandt andet for at have angrebet politibetjente.

Lørdag mødte han i retten, hvor han skulle have besked om, hvad han er sigtet for. Sigtelserne er ikke blevet offentliggjort efter retsmødet, men fodboldspilleren er blevet løsladt.

– På nuværende tidspunkt er han (på fri fod, red.), siger advokaten Constantinos Darivas ifølge Sky Sports.

Maguire ville ikke kommentere retsmødet.

Maguires advokat var ikke bekymret for situationen inden retsmødet.

– Alt går godt. Maguire afviser anklagerne. Hvis alt går vel, bliver vi færdige (lørdag), sagde advokaten Constantinos Darivas ifølge AFP til nyhedssiden gazzetta.gr.

Advokaten tilføjede, at forsvarsspilleren havde det godt, selv om han har tilbragt to nætter som tilbageholdt.

Ifølge en udtalelse fra græsk politi blev tre mænd på 27, 28 og 29 år anholdt på Mykonos. En betjent skal være blevet ramt af slag i forbindelse med slagsmålet, mens yderligere tre betjente blev skubbet og slået, da de tre mænd modsatte sig anholdelse ved den lokale politistation.

Politiet har også forklaret, at en af de mistænkte mænd forsøgte at bestikke politiet.

Det græske nyhedsbureau ANA skriver, at de tre mænd er Harry Maguire, hans bror og en ven.

Manchester United udsendte fredag en kort pressemeddelelse om sagen.

– Klubben er bekendt med en hændelse, der involverer Harry Maguire i Mykonos i går aftes. Vi har kontakt til Harry, og han samarbejder fuldt ud med de græske myndigheder.

– På dette tidspunkt har vi ikke yderligere kommentarer, skrev klubben.

Lørdagens retsmøde fandt sted på øen Syros, der er administrativt centrum for gruppen af øer, som Mykonos hører under.

Ifølge AFP forventes det, at der skal findes en dato for et nyt retsmøde.

/ritzau/AFP