Tauson og Rune spiller sig i ITF-semifinaler

Både Clara Tauson og Holger Rune spillede sig fredag videre i de ITF-turneringer, de deltager i, i henholdsvis Portugal og Østrig.

De to tenniskometer er klar til hver deres semifinale efter kvartfinalesejre.

Tauson slog kinesiske Qinwen Zheng i tre sæt med cifrene 6-0, 3-6, 6-4 i turneringen, der spilles i Oeiras i Portugal.

Den 17-årige dansker er seedet som nummer tre i turneringen og skal i semifinalen møde topseedede Cristina Bucsa fra Spanien.

Senere fredag fulgte Holger Rune op ved i østrigske Vogau at slå Mathias Bourgue fra Frankrig. Rune skulle kun bruge to sæt på at slå franskmanden, der blev sendt ud af turneringen med et nederlag på 6-7, 1-6.

Bulgarske Dimitar Kuzmanov venter i semifinalen for Holger Rune.

Clara Tauson og Holger Rune er henholdsvis nummer 212 og 827 på verdensranglisterne for damer og herrer.

/ritzau/