Medie: Hele holdet smides ud af Touren ved to coronatilfælde

Det kan blive dyrt for cykelholdene ved Tour de France, hvis deres ryttere eller stab rammes af coronavirus.

Ifølge et dokument, som cykelmagasinet VeloNews har set, vil hele holdet nemlig blive smidt ud af det franske etapeløb, hvis to ryttere eller ansatte afleverer en positiv coronaprøve under Touren.

Protokollen fremgår af et 18 sider langt dokument, som er sendt rundt til holdene, og som VeloNews altså også har læst.

– Hvis to eller flere personer fra det samme hold udviser tydelige symptomer eller bliver testet positiv for coronavirus, så vil det pågældende hold blive smidt ud af Tour de France, lyder det i dokumentet.

Her fremgår det desuden, at selve løbet vil fortsætte trods positive prøver.

Der beskrives en lang række restriktioner og tiltag i dokumentet fra Tour-arrangøren ASO. Blandt andet gøres det klart, at ryttere skal bære mundbind før og efter etaperne – herunder også i busser og biler.

Også på hotellerne er rytterne underlagt strenge regler.

Holdene bliver indlogeret på deres egen etage eller afdeling, og der vil være kontrol af, hvem der opholder sig i bestemte zoner.

Det udskudte Tour de France står til at gå i gang den 29. august.

Hvis ryttere, der skulle have deltaget i løbet, bliver testet positive for coronavirus inden da, kan holdene erstatte dem helt frem til klokken 10 om formiddagen den 29. august, skriver VeloNews.

Fredag er den amerikanske rytter Larry Warbasse blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser hans hold, AG2R, i en pressemeddelse.

Det har fået hans tre holdkammerater Geoffrey Bouchard, Axel Domont og Ben Gastauer til at trække sig fra løbet Tour du Limousin.

Ingen af de ovenstående ryttere skulle have kørt Tour de France.

/ritzau/