Cykeltalentet Andreas Kron skifter til Lotto Soudal

Det 22-årige cykeltalent Andreas Kron skifter fra næste sæson det danske hold Riwal Readynez ud med belgiske Lotto Soudal.

Det oplyser det belgiske cykelhold på sin hjemmeside.

Den unge dansker, der har fået en toårig kontrakt, tager dermed et skridt op til højeste niveau inden for cykelsporten, World Touren.

– World Touren har altid været min ultimative ambition. Nu har jeg fået en fod inden for døren og har to år til at vise mit værd.

– Jeg vil ikke lade som om, at jeg allerede har klaret den nu. Det er nu, det hårde arbejde begynder, og udfordringen for mig er at vise, at jeg kan udvikle mig som rytter, lyder det fra Andreas Kron.

Han er optimistisk i forhold til fremtiden hos belgierne.

– Lotto Soudal har meget fokus på min udvikling som både rytter og person. Det er også derfor, jeg valgte det hold. De virker til at have en solid plan for, hvad der skal ske, og det stemmer overens med mine egne tanker, lyder det.

Lotto Soudal-chef John Lelangue fik blandt andet øjnene op for Kron ved VM i England sidste år, hvor han blev nummer fem i U23-linjeløbet.

– Han viste, at han er en rytter med karakter.

– Det her et stort skridt for ham lige nu, men vi vil som hold også give ham de bedste muligheder for at fortsætte den positive udvikling.

– Andreas har gjort det klart, at han gerne vil gøre det godt i de kuperede klassikere og de ugelange etapeløb, siger John Lelangue.

Kron stiller på søndag til start ved DM i linjeløb Middelfart, og fire dage senere deltager han i U23-rytternes EM.

/ritzau/