Wozniacki scorer ekspertjob hos stort medie under US Open

Den tidligere tennisstjerne Caroline Wozniacki skal være en del af kommentatorholdet for det amerikanske sportsmedie ESPN under US Open.

Det skriver tenniseksperten Darren Cahill, som selv leverer analyser for mediet, på Twitter.

30-årige Wozniacki skal ifølge Ekstra Bladet bidrage med ekspertanalyser ved turneringen i New York City, hvor hun selv har nået nogle af sine største resultater med finalepladser i 2009 og 2014.

Ligeledes med på ESPN’s kommentatorhold er prominente navne som legenderne John McEnroe og Chris Evert.

Danskeren stoppede sin karriere i år efter Australian Open i januar i Melbourne, hvor hun i 2018 nåede at fejre sin eneste grand slam-triumf.

Siden da har mange spekuleret i den tidligere verdensetters fremtidsplaner.

For tiden ruller en serie over skærmen, hvor hun sammen med sin familie forsøger at nå toppen af verdens højeste fritstående bjerg, Kilimanjaro, i Tanzania.

I år begynder US Open 31. august – dog i en lidt anderledes form end normalt.

Således kommer der ikke til at være tilskuere, og mange topspillere har meldt afbud, når Serena Williams skal forsøge at vinde sin 24. grand slam-titel, og Novak Djokovic fortsætter jagten på Nadal og Federer i kapløbet om at få flest grand slam-titler nogensinde blandt herrerne.

/ritzau/