Tennistalentet Clara Tauson vinder i comeback efter corona

Det danske tennistalent Clara Tauson fik et fint comeback til tennisbanen, da hun onsdag spillede sin første turneringskamp efter flere måneders pause på grund af coronapandemien.

17-årige Tauson besejrede således den 19-årige franskmand Clara Burel.

Begge spillere har tidligere toppet juniorernes verdensrangliste. I dag ligger de henholdsvis nummer 212 og 504 på WTA’s verdensrangliste.

Tauson sikrede sig onsdag sejren i tre sæt med cifrene 3-6, 6-4, 6-3.

Det var 1. runde – svarende til 16.-delsfinalen – ved 15.000 dollar-turneringen på ITF-niveau i portugisiske Oeiras.

Tauson bragte sig fint foran med 2-0 i opgøret, men mistede herefter styringen i første sæt, som Burel sikrede sig relativt sikkert.

Den danske teenager kom godt ud til andet sæt og bragte sig foran med 4-2, inden hun blev brudt, og Burel senere udlignede til 4-4. Herefter tog danskeren dog to partier og vandt dermed sættet.

I tredje og afgørende sæt bragte Tauson sig foran med 5-2 og servede lidt senere både sættet og sejren i hus.

Tauson, der er seedet som nummer tre ved turneringen i Oeiras, møder i næste runde den useedede portugiser Matilde Jorge.

/ritzau/