Lakers og LeBron James indleder slutspil med nederlag

Basketballstjernerne fra Los Angeles Lakers kom ind i NBA’s slutspil som topseedet, men også med fire nederlag i de seneste fem kampe.

I den første kamp i slutspillet tabte Lakers også.

Portland Trail Blazers vandt med 100-93 og kom dermed foran 1-0 i kampe. Der spilles bedst af syv kampe.

Der blev spillet på neutral grund i Orlando uden tilskuere på grund af coronapandemien.

LeBron James, stjernen over dem alle i Lakers, blev holdt nede på 23 point i kampen.

LeBron James blev også noteret for 17 rebounds og 16 assists og fuldendte dermed en triple-double, som det kaldes i NBA, når en spiller laver et tocifret antal i alle tre kategorier.

Det var dog ikke nok for Lakers, selv om holdkammeraten Anthony Davis leverede 28 point og 11 assists.

Hos Portland Trail Blazers førte Damian Lillard an med 34 point og blev kampens topscorer.

Lakers var bagud i det meste af kampen, men i fjerde og sidste quarter lignede det en sejr, da LeBron James satte tre point i kurven.

Den scoring betød, at Lakers faktisk var foran 87-81 med syv minutter tilbage af kampen. Føringen skulle dog vise sig at smuldre hurtigt.

Med otte point i træk fik Portland vendt det og kom kort efter også foran 95-89. Lakers skulle nu kæmpe for at komme tilbage med lidt over to minutter på uret.

Det lykkedes ikke, selv om Davis reducerede til 93-95 lidt over et minut før tid. Tættere på kom Lakers dog ikke, og Portland øgede blot til slut.

Der venter en kamp nummer to mellem de to hold i Orlando natten til fredag dansk tid.

/ritzau/