Koeman: Spillerne skal gøre sig fortjent til at bære trøjen

Der skal nye boller på suppen hos FC Barcelona, når den hollandske træner Ronald Koeman overtager dirigentstokken.

Det slår Koeman onsdag fast på sit første pressemøde som cheftræner.

Den 57-årige hollænder, der har en fortid i Barcelona som både spiller og assistenttræner, fastslår, at spillerne skal vise, hvorfor de også næste sæson har gjort sig fortjent til at trække Barcelona-trøjen over hovedet.

Meldingen kommer, efter at Barcelona i Champions League-kvartfinalen blev ydmyget af Bayern München, der vandt 8-2.

– Vi har brug for et helt andet udtryk end det mod Bayern. Det er hverken det Barca, som vi eller vores fans vil se.

– Man skal være glad, når man bærer Barca-trøjen. Man skal være dedikeret og professionel hele vejen igennem. Hvis vi er det, så vil vores hold se helt anderledes ud, end det gjorde i sidste uge, siger Koeman.

Han forlader et job som hollandsk landstræner for at erstatte Quique Setién, der fik sparket efter fiaskoen mod Bayern.

I et interview med den catalanske sportskanal Esport3 kritiserede Koeman sidste år alderen på Barcelonas bedste spillere.

– Suárez er over 30 år, Messi er over 30 år, Piqué er over 30 år, Busquets er over 30 år. De har stadig et par sæsoner tilbage, men hvad så?, lød det.

Onsdag er Koeman dog noget mere optimistisk.

– Der er spillere, der har en vis alder, og som man kan tvivle på. Men selv om en spiller er 31, 32 eller 33 år, så er han ikke nødvendigvis færdig. Det kommer an på hans sult, og om man vil give alt for klubben, siger han.

– Jeg vil kun arbejde med spillere, der har lyst til at være her, og hvis de ikke er glade, så bør de sige det. Jeg vil kun have folk her, der giver alt for Barca.

/ritzau/Reuters