Froome og Thomas er vraget til årets Tour de France

De to tidligere Tour de France-vindere Chris Froome og Geraint Thomas er ikke udtaget til Touren i år, oplyser rytternes hold, Ineos, på sin hjemmeside.

Ineos satser i stedet udelukkende på Egan Bernal, der vandt Touren sidste år.

Holdet vil til gengæld udtage Chris Froome som kaptajn i årets Vuelta a Espana, mens der skal køres for Geraint Thomas i Giro d’Italia.

Chris Froome har vundet Touren fire gange i karrieren (2013, 2015, 2016 og 2017), mens Geraint Thomas vandt Touren en enkelt gang i 2018.

I år vil Ineos forsøge at få Egan Bernal helt til tops i Touren for andet år i træk, fortæller Ineos-holdchef David Brailsford.

– Egan vil igen gå efter den gule trøje i Frankrig, og vi er meget begejstrede for at give sidste års Giro-vinder, Richard Carapaz, debut i dette års Tour, siger David Brailsford til holdets hjemmeside.

Hele Ineos-holdet til Touren består af følgende otte ryttere: Egan Bernal, Andrey Amador, Richard Carapaz, Jonathan Castroviejo, Michal Kwiatkowski, Luke Rowe, Pavel Sivakov og Dylan van Baarle.

Touren, som er blevet udskudt på grund af coronapandemien, går i gang lørdag 29. august i Nice.

/ritzau/