DBU forventer tomt Parken mod Belgien og England

Kasper Hjulmands debut som dansk landstræner kan meget vel komme til at foregå i et tomt Parken.

De forestående Nations League-kampe mod Belgien og England 5. og 8. september ser nemlig ud til at blive for tomme tribuner.

Det forventer Dansk Boldspil-Union (DBU), efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt DBU, at det formentlig ikke er tilladt at have tilskuere til kampene.

Uefas udmelding kommer efter et møde mellem direktører og generalsekretærer i forbundets 55 medlemslande.

En endelig beslutning er endnu ikke truffet, men det forventes, at Uefas magtfulde eksekutivkomité vil gøre det i løbet af få dage.

Udsigten til et tomt Parken giver ærgrelse i DBU.

– Belgien og England har to af verdens bedste landshold i øjeblikket, og kampe mod dem i Parken kunne være kæmpe fodboldoplevelse for danske fans.

– Sundhed er vigtigere end fodbold, og vi må forvente at skulle spille de to kampe bag lukkede døre. Vi håber, at fans vil bakke op bag tv-skærmen, så trænere og spillere og trænere kan mærke det inde på stadion, siger kommunikationschef Jakob Høyer til unionens hjemmeside.

/ritzau/