Bayern-træner er skeptisk trods sejr: Vi skal forsvare bedre

Bayern München sikrede sig onsdag en plads i Champions League-finalen.

Det skete med en 3-0-sejr over franske Lyon, der trods nullet på maltavlen faktisk kom frem til en lang række store chancer i semifinalen.

Og Bayern-træner Hansi Flick erkender, at tyskerne ikke var i fuld kontrol.

– Vi vidste, at det ville blive svært. De kom lige fra gode præstationer mod Manchester City og Juventus. De er stærke taktisk, og de skabte problemer for os tidligt i kampen, siger træneren til Sky.

Han tilføjer, at der er brug for forbedringer frem mod finalen mod PSG.

– Vi ved, at vi skal forsvare noget bedre. Vi sagde før kampen, at vi ikke havde råd til at give bolden væk, men det gjorde vi, lyder det.

Lyon havde både en friløber og et skud på stolpen, før Serge Gnabry med et flot langskudsmål åbnede målscoringen i kampen.

Gnabry gjorde det til 2-0 efter godt en halv time, inden Robert Lewandowski lukkede og slukkede med et hovedstødsmål sidst i kampen.

Nu venter de franske mestre fra PSG i finalen på søndag.

– Paris er et godt hold. De kæmpede sig til semifinalen og er nu i finalen. Vi kommer til at analysere nogle ting, og vi ved, de har hurtige spillere.

– Vi skal se på, hvordan vi får organiseret vores forsvar, men vi ved også, at vores største styrke er at sætte modstanderen under pres, siger Flick til Sky.

/ritzau/