Bayern besejrer Lyon og er klar til CL-finale mod PSG

Den tyske storklub Bayern München er klar til Champions League-finalen.

Det står klart, efter at de formstærke sydtyskere onsdag aften besejrede franske Lyon med 3-0 i Champions League-semifinalen.

Serge Gnabry scorede to gange i første halvleg – heriblandt et fremragende langskudsmål efter godt et kvarter. Målmaskinen Robert Lewandowski gjorde det til slutresultatet kort før tid med et flot hovedstød.

Lyon havde også flere store muligheder for at komme på tavlen, men det lykkedes aldrig for franskmændene at passere målmand Manuel Neuer.

I finalen venter franske PSG, der tirsdag slog RB Leipzig ud af turneringen.

Finalen spilles søndag den 23. august klokken 21.

/ritzau/