Barcelona ansætter Ronald Koeman som ny cheftræner

Hollænderen Ronald Koeman er ny cheftræner i FC Barcelona. Det oplyser den spanske fodboldklub på Twitter. Koeman har fået en toårig kontrakt.

I mandags fyrede Barcelona Quique Setien som træner, efter at klubben var røget ud af Champions League med et ydmygende 2-8-nederlag i kvartfinalen til Bayern München.

57-årige Koeman har fået en aftale med Barcelona, der løber frem til 30. juni 2022.

Med aftalen stopper Koeman som landstræner for Holland, som han ellers har styret med succes siden 2018.

Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) bekræftede onsdag på sin hjemmeside, at Koeman stopper. Forbundet respekterer beslutningen takker og Koeman for sit arbejde.

Koeman spillede selv i Barcelona i årene fra 1989 til 1995, og fra 1998 til 2000 var han også assistenttræner i klubben.

Trænerkarrieren tog derefter fart, og han har været cheftræner i Vitesse, Ajax, Benfica, PSV, Valencia, AZ Alkmaar, Feyenoord, Southampton og Everton.

Nu skal han tilbage til Barcelona for at løse opgaven med at genrejse den spanske storklub, der blandt andre råder over Lionel Messi og danske Martin Braithwaite.

I den forgangne sæson blev det ikke til en eneste titel for Barcelona, der ellers er vant til at hente pokaler. I ligaen blev det til en andenplads efter ærkerivalerne fra Real Madrid.

Barcelona har også skiftet ud på posten som sportsdirektør, hvor Eric Abidal i tirsdags sagde farvel. I stedet overtager Ramon Planes jobbet, oplyser Barcelona.

Barcelona oplyser desuden, at Koeman vil blive præsenteret på et pressemøde onsdag aften klokken 18.

/ritzau/