AaB henter ung portugiser til midtbanen

Der er gang i svingdøren i fodboldklubben AaB, som onsdag solgte midtbanespilleren Patrick Olsen til AGF.

Få timer efter den handel oplyste AaB, at klubben har hentet 22-årige Pedro Ferreira i den portugisiske Segunda Liga-klub Varzim SC.

Pedro Ferreira har fået en fireårig kontrakt og er blevet udstyret med trøje nummer 6, hvilket indikerer, at klubben har tænkt sig at satse på spilleren.

Den defensive midtbanespiller spillede 23 kampe og scorede et mål for Varzim SC, som fik afbrudt sæsonen i Portugal før tid på grund af coronapandemien.

Han har spillet 38 kampe og scoret fire mål på de portugisiske U15-, U16-, U17- og U18-mandskaber. Han fik sin fodbolduddannelse i Sporting CP fra Lissabon i perioden 2011-2018.

Ifølge AaB-sportschef Inge André Olsen har Pedro Ferreira gjort det godt i de seneste sæsoner og er godt skolet i Sporting.

– Pedro er en ung, lovende midtbanespiller, som vi forventer kan gå ind og konkurrere om en plads på vores defensive midtbane med det samme, siger Inge André Olsen til klubbens hjemmeside.

Det er der brug for, efter at AaB tidligere onsdag solgte Patrick Olsen til AGF. Dog skal man nok forvente en lidt anden og mere defensiv spiller.

Mens Patrick Olsen var en offensiv og målfarlig type, så boltrer den nye spiller sig lidt længere tilbage på banen.

– Han har nogle kompetencer på den defensive midtbane, som vi har søgt til vores hold, blandt andet er han hurtig og dygtig til at erobre bolden.

– Vi tror på, at han kan give os mere kvalitet i vores præstationer og blive rigtig god for os, lyder det fra Inge André Olsen.

Pedro Ferreira glæder sig også til at komme i gang i AaB.

– Jeg kender ikke så meget til den danske liga, men er ikke tvivl om, at det at komme til AaB er en god mulighed for mig i min karriere.

– Mit fokus er ikke så meget på mig selv, det vigtigste er, at vi som hold får en god sæson, og jeg lover, at jeg hver dag vil arbejde hårdt, så vi sammen kan nå vores mål, siger Pedro Ferreira.

/ritzau/