Viborg er tilfreds med punktum i Verhagen-sag

Fodboldklubben Viborg FF er færdig med at beskæftige sig med Bernio Verhagen. Det understreger 1. divisionsklubben på sin hjemmeside, efter at Verhagen tirsdag blev kendt skyldig i svindel mod Viborg.

Verhagen erkendte selv, at han havde fuppet sig til en kontrakt i Viborg.

Han er allerede idømt en voldsdom på et år og tre måneders fængsel, og tirsdagens dom gav ikke nogen tillægsstraf, ud over at Verhagen skal betale sagens omkostninger.

– Vi er tilfredse med, at sagen nu er afsluttet i Retten, og vi betragter det derfor også som et endegyldigt punktum, siger Viborgs administrerende direktør, Morten Jensen.

– Det har været en træls sag at være en del af, og vi kommer ikke til at bruge yderligere energi på denne sag, men har udelukkende fokus på den kommende sæson, og hvad vi kan påvirke i fremtiden, fortsætter han.

Ritzau har forsøgt at få en uddybende kommentar fra klubben, men Viborg oplyser på sin hjemmeside, at klubben ikke har mere at tilføje.

Hidtil har Verhagen nægtet alt, men tirsdag indrømmede han altså, at han svindlede, da han udgav sig for at være professionel fodboldspiller og landede en kontrakt med fodboldklubben Viborg FF.

Viborg havde 5. november 2019 skrevet kontrakt med Verhagen, men allerede efter første træning blev han hevet ud af truppen, da niveauet var langt under, hvad en professionel fodboldspiller burde kunne præstere.

/ritzau/