Verhagens tilståelse overrasker anklager

Der var sat to retsdage af ved Retten i Viborg til at bevise, hvordan hollænderen Bernio Verhagen havde svindlet sig til en kontrakt med fodboldklubben Viborg FF.

Men der skulle ikke bruges mere end halvanden times tid, førend dommen var afsagt.

Den voldsdømte Verhagen tilstod nemlig alle forhold og gjorde det til en simpel tilståelsessag. Til stor overraskelse for Katrine Melgaard, anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi.

– Jeg er overrasket. Vi havde jo lavet det som en domsmandssag, fordi vi regnede med, at han ikke ville tilstå, siger hun.

Derfor blev de indkaldte vidner også aflyst i en kort pause i retten, så folkene fra Viborg FF nåede aldrig i vidneskranken for at skulle forklare, hvorfor de var faldet for Verhagens fupnummer.

I retten fastholdt Verhagen, at han er fodboldspiller, og at han har en agent, men han ville ikke oplyse navn på agenten eller kommentere ret meget af det, som anklageren spurgte om.

Men han erkendte at være afsenderen af mails til både Viborg og Lyngby Boldklub samt beskeder til Viborg, hvori han udgav sig for at være fra agentvirksomheden Stellar Group med det formål at opnå en kontrakt.

Det kan måske undre, at dommen for bedrageri ikke giver en tillægsstraf til den straf på et år og tre måneders fængsel samt udvisning af Danmark og indrejseforbud i 12 år, som Verhagen modtog i en voldssag 24. juni.

Men anklageren gik ikke efter tillægsstraf.

– Det skyldes, at det er i en størrelsesorden, hvor vi mener, at bedragerisagen ikke havde givet mere end måske 30 dage eller et par måneders fængsel isoleret set.

– Og der var tale om en tillægsanklage til voldssagen, hvor vores vurdering er, at hvis sagerne havde kørt samtidig, så ville dommen ikke have været anderledes, forklarer Katrine Melgaard.

Verhagen har siddet varetægtsfængslet siden 27. november 2019, hvor han aftenen inden blev anholdt for vold mod sin daværende kæreste.

Midt i december flygtede han fra politiet under en transport, men han blev fundet 12 timer senere.

/ritzau/