Topseedet NBA-hold taber første slutspilskamp

Milwaukee Bucks er seedet som nummer et i den østlige halvdel af NBA-slutspillet, men tirsdag fik holdet en skidt start.

I første opgør mod det ottendeseedede Orlando Magic tabte Bucks 110-122 og skal nu vinde fire af de potentielt seks næste kampe for at gå videre til næste runde.

Med til historien hører dog, at NBA-slutspillet afvikles på neutral grund. På grund af coronaudbruddet i USA spilles kampene i et stort sportskompleks i Disney World i Orlando.

Ikke desto mindre var Bucks storfavorit til at snuppe sejren tirsdag aften dansk tid, og med sidste sæsons mest værdifulde spiller i ligaen på holdet i form af Giannis Antetokounmpo var forudsætningerne gode.

Den tårnhøje og bomstærke græker var da også toneangivende med sine 31 point, men det var Magics Nikola Vucevic, som blev topscorer med 35 point.

Ved pausen var Magic foran med ti, men i fjerde quarter så det ud til, at Bucks ville komme tilbage på bølgelængde, da Brook Lopez reducerede til 93-99 med otte minutter igen.

Men Magic svarede hurtigt igen med et dunk af Terrence Ross og et trepointskud af D.J. Augustin, og så havde Magic igen kurs mod sejren.

Næste kamp i serien spilles natten til fredag dansk tid.

De hold, der når længst i slutspillet, kan se frem til at blive længe i den såkaldte boble i Florida. Efter planen spilles sidste finalekamp senest den 12. oktober.

/ritzau/Reuters