Sportsdirektøren ryger også ud i FC Barcelona

FC Barcelona mangler ikke bare en ny cheftræner, men nu også en ny sportsdirektør.

Tirsdag eftermiddag meddeler den spanske storklub på sin hjemmeside, at den er blevet enig med Eric Abidal om at stoppe samarbejdet.

– Klubben ønsker at takke Eric Abidal for hans professionalisme, dedikation og positive tilgang til alle aspekter af “blaugrana-familien”, skriver FC Barcelona.

Afskeden med Abidal kommer dagen efter, at Quique Setien blev fyret som cheftræner i Barcelona efter et halvt år i jobbet.

Eric Abidal er tidligere spiller for FC Barcelona, som han repræsenterede fra 2007 til 2013.

I sommeren 2018 blev franskmanden ansat som sportsdirektør i klubben, men det har ikke ført til den ønskede succes.

Under Abidals ledelse har storklubben brugt store summer på spillere som Frenkie de Jong, Arturo Vidal, Antoine Griezmann, Arthur, Junior Firpo, Clément Lenglet og Martin Braithwaite.

Abidal var også med til at få cheftræner Ernesto Valverde fyret i januar, selv om resultaterne egentlig var med Valverde, der afleverede holdet på førstepladsen.

FC Barcelonas sæson sluttede i sidste uge, da holdet blev ydmyget med 2-8 af Bayern München i kvartfinalen i Champions League. Tidligere på sommeren måtte Barcelona se ærkerivalen Real Madrid løbe med det spanske mesterskab.

/ritzau/