AaB giver Jores Okore et år mere

AaB giver Jores Okore et år mere. Den nordjyske fodboldklub AaB har forlænget aftalen med Okore, så den løber til næste sommer.

AaB-sportschef Inge André Olsen er tilfreds med, at det er lykkedes at forlænge aftalen.

– Når Jores Okore rammer sit topniveau, så er der ikke mange forsvarsspillere i 3F Superligaen, der kan måle sig med ham.

– Og i den seneste, langstrakte halvsæson er Jores virkelig gået forrest på banen med sine præstationer både til træning og kamp, siger Inge André Olsen til klubbens hjemmeside.

Okore blev i sommeren 2017 hentet i FC København, og inden sit kortvarige ophold i FCK spillede han 47 kampe for engelske Aston Villa – heraf 38 kampe i Premier League.

Før tiden i Birmingham-klubben vandt Okore et mesterskab og en pokaltitel med FC Nordsjælland. Han står noteret for otte landskampe for Danmark.

/ritzau/