Tidligere langrendsstjerne sigtes for narkobesiddelse

Norske Petter Northug, der i en årrække var verdens bedste langrendsløber, er blevet sigtet for tre forseelser, efter at han torsdag blev standset af politiet.

Den pensionerede stjerne er sigtet for at overtræde hastighedsbegrænsninger, for at være påvirket under kørsel samt for besiddelse af narkotika.

Det bekræfter politiadvokat Silje Bergsholm over for nyhedsbureauet NTB mandag.

Bergsholm oplyser, at Northug vil blive afhørt “i løbet af den nærmeste tid”.

I perioden fra 2010 til 2015 vandt Northug to OL-guldmedaljer og hele 13 VM-guld, inden han i 2018 indstillede karrieren.

Fredag fortalte han selv, at han havde dummet sig.

– Jeg har begået en stor fejl, indledte han et opslag på Instagram.

/ritzau/