Rumænsk tennisstjerne skipper US Open af corona-hensyn

Corona-relaterede afbud fortsætter med at regne ned over grand slam-turneringen US Open, der begynder om 14 dage.

Nyeste prominente tennisnavn, der ikke rejser til New York, er rumæneren Simona Halep, verdensranglistens nummer to. Mandag gjorde hun sit afbud officielt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed slutter hun sig til verdensetter Ashleigh Barty, den forsvarende mester Bianca Andreescu, Elina Svitolina, Belinda Bencic og Kiki Bertens, som er de fem andre spillere fra top-10, der har valgt at springe US Open over i år på grund af bekymring for coronasituationen.

/ritzau/