Officielt: FC Barcelona fyrer cheftræner Quique Setién

Quique Setién er ikke længere cheftræner for FC Barcelona.

Mandag skriver den spanske storklub på sin hjemmeside, at den 61-årige spanier ikke længere er i klubben.

Dermed blev det knusende nederlag på 2-8 til Bayern München i Champions League fredag Setiéns sidste kamp i spidsen for Barcelona.

– Klubbens bestyrelse er blevet enig om, at Quique Setién ikke længere er førsteholdstræner. Dette er den første beslutning, der er taget som led i en større omstrukturering af førsteholdet, skriver Barcelona.

En ny træner vil blive offentliggjort en af de kommende dage, lyder det. Ifølge flere medier bliver det nuværende landstræner for Holland Ronald Koeman, der overtager styringen af holdet.

Koeman tørnede som aktiv ud for Barcelona fra 1989 til 1995 og var senere assistenttræner i klubben fra 1998 til 2000.

Det uddybes ikke, hvad den omtalte omstrukturering – ud over en ny cheftræner – ellers indebærer.

Udmeldingen om Setiéns fyring kommer, efter at flere medier tidligere mandag kunne berette, at der var indkaldt til krisemøde i Barcelona mandag aften.

Barcelona meddeler ligeledes mandag, at næste års præsidentvalg i klubben vil blive afholdt i marts.

Quique Setién, der tidligere har stået i spidsen for blandt andre Real Betis, nåede kun at være Barcelona-træner i lidt over et halvt år. Han blev 13. januar ansat i klubben, men samarbejdet blev altså aldrig nogen succes.

Barcelona lå nummer et i Primera Division, da ligaen blev sat i gang igen efter coronapausen, men endte med at blive overhalet af Real Madrid, der tog mesterskabet.

I Champions League blev det heller ikke til store resultater. Holdet blev som bekendt banket ud af turneringen i kvartfinalen med det ydmygende nederlag til Bayern München.

Det er første gang siden 2007/08, at Barcelona ikke har vundet mindst ét trofæ i en sæson.

/ritzau/