Målfarlig duo ydmyger Shakhtar og sender Inter i EL-finalen

Den italienske fodboldklub Inter er klar til finalen i Europa League.

Det står klart, efter at Milano-klubben mandag aften i overlegen stil besejrede ukrainske Shakhtar med hele 5-0 i semifinalen.

I finalen, der spilles fredag klokken 21, skal Inter møde de tredobbelte Europa League-mestre fra Sevilla, der søndag slog Manchester United ud.

Danske Christian Eriksen startede ude for Inter og blev først skiftet ind sent i anden halvleg, da kampen reelt var afgjort.

Mandagens semifinale blev spillet i den tyske by Düsseldorf som en del af et særligt format, der er indført som følge af den lange coronapause. Semifinalen skulle modsat normalt derfor afgøres i én knald eller fald-kamp.

Inter stillede op med tre centrale forsvarsspillere og to wingbacks, hvilket Shakhtar tydeligt havde svært ved at nedbryde.

Ukrainernes offensive brasilianere blev således effektivt lukket ned, inden de for alvor kunne komme til at skabe noget farligt.

I den anden ende var det op til den formstærke angriber Romelu Lukaku og den argentinske angrebskollega Lautaro Martínez at komme til chancer.

Og det var netop Martínez, der efter knap 20 minutter scorede første mål.

Shakhtars målmand og anfører, Andriy Pyatov, kiksede et udspark, som endte i fødderne på Inters Nicolo Barella.

Barella, der er en af Christian Eriksens konkurrenter på Inters midtbane, sendte kort efter et skarpt indlæg ind i panden på argentinske Martínez, der sikkert kunne heade italienerne foran 1-0.

Det var en tiltrængt scoring for 22-årige Martínez, der efter en god første del af sæsonen har haft sværere ved at komme på tavlen efter coronapausen.

Anden halvleg startede roligt, indtil Shakhtar efter en times spil havde sin hidtil største chance. Júnior Moraes blev spillet fri meget i stil med Martínez i første halvleg, men brasilianeren var mindre præcis med sit hovedstød.

I stedet lå bolden et kort øjeblik senere i Shakhtars eget net.

Danilo D’Ambrosio kom først på et hjørnespark ved bageste stolpe og scorede Inters andet hovedstødsmål til stillingen 2-0.

Det blev starten på en ydmygelse af de ukrainske mestre.

Med et kvarter tilbage fordoblede Martínez sin målscoring med et flot, fladt langskud tæt på den ene målstolpe.

Få minutter senere sendte Lukaku bolden i kassen efter flotte kombinationer med Martínez. Det var tiende kamp i træk i Europa League, at han scorede.

Efter 80 minutters spil blev Christian Eriksen skiftet ind. Danskeren nåede dog ikke for alvor at sætte sit præg på kampens afslutning.

Romelu Lukaku nåede til gengæld også at score sit mål nummer to, da belgieren overlegent viftede en Shakhtar-forsvarer væk og bankede bolden i kassen til det overbevisende slutresultat.

/ritzau/