Astralis-træner forventer udsving med ny opstilling

Det bliver med en helt ny opstilling, når Danmarks bedste Counter-Strike-hold, Astralis, tirsdag indleder efterårssæsonen med sin første kamp ved turneringen ESL One Cologne.

Holdkaptajn Lucas “gla1ve” Rossander og Andreas “Xyp9x” Højsleth er stadig ude, efter at de i foråret valgte at tage en pause på grund af stress og udbrændthed.

Ind som erstatning er kommet Patrick “es3tag” Hansen og Lucas “Bubzkji” Andersen.

Astralis ryddede stort set bordet i 2019 med den oprindelige opstilling, og træner Danny “zonic” Sørensen regner da også med, at holdet i de første kampe med de nye spillere lige skal finde sit fodfæste.

– Jeg har en kæmpe tiltro til de her drenge, og vi kommer helt sikkert til at arbejde os ind i turneringen og i sæsonen, men det er altid med lige dele spænding og nervøsitet, man spiller de første kampe med et nyt lineup.

– Jeg glæder mig virkelig til at se, hvor vi står fra start. Vi kommer til at skulle kæmpe hårdt for enhver sejr, og jeg forventer udsving i starten, men jeg ved også, vi har et solidt fundament og en stærk kultur, så giv os lidt tid, så kommer vi for alvor til at brænde igennem, siger Astralis-træneren.

Patrick “es3tag” Hansen tiltrådte tidligere på sommeren og har siden ventet spændt på at komme i aktion.

– Det har kriblet for at komme i gang med at spille i den sorte trøje. Jeg har allerede været meget sammen med holdet, og man kan virkelig mærke, hvor meget alle brænder for at gøre det godt.

– Der er så meget erfaring på holdet, og jeg kan allerede nu mærke, at jeg rykker mig som spiller.

– Der er virkelig god energi på holdet, og jeg tror bare, vi alle sammen glæder os til at se, hvor vi står, og hvad vi skal arbejde videre på. Vi ved jo godt, hvad der forventes af Astralis, så vi knytter næverne og bruger næb og kløer for at få nogle sejre, siger “es3tag”.

Emil “Magisk” Reif har taget over som holdkaptajn i Lucas “gla1ve” Rossanders fravær. Sådan bliver det også i ESL One Cologne, men Rossander nærmer sig et comeback.

– ”gla1ve” er så småt på vej tilbage fra sin pause, og han kommer til at bidrage med sin indsigt og analyser, så vi kan udnytte, at vi har flere ressourcer allerede nu, siger Danny “zonic” Sørensen.

Når Lucas “gla1ve” Rossander og Andreas “Xyp9x” Højsleth vender tilbage, vil Patrick “es3tag” Hansen og Lucas “Bubzkji” Andersen stadig være en del af Astralis.

Normalt har et Counter-Strike-hold kun de fem spillere, man skal bruge i en kamp, men Astralis valgte altså tidligere i år at tilknytte yderligere to, så spillerne kan blive skiftet ud og få pauser.

Efter i en lang periode at have ligget nummer et på verdensranglisten er Astralis lige nu nede som nummer 11.

/ritzau/