Slagen City-stjerne: Vi har lavet mange fejl i sæsonen

Lørdagens 1-3-nederlag til Lyon i Champions League-kvartfinalen er meget symptomatisk for Manchester Citys sæson, der også bød på en for klubben skuffende andenplads i Premier League.

Det siger Manchester Citys målscorer i kampen, Kevin De Bruyne, til britiske BT Sport.

– Vi bliver nødt til at lære af det. Det er ikke godt nok. Vi har et godt hold, men vi lavede for mange fejl. Det har vi gjort i hele sæsonen, siger Kevin De Bruyne.

Ved to af målene kiksede offsidefælden for Manchester City, mens målmand Ederson bar sin del af skylden for Lyons tredje mål. Det er tredje år i træk, at Manchester City ryger ud af Europas bedste klubturnering i kvartfinalen.

– Det er et nyt år, men det er samme udfald, konstaterer Kevin De Bruyne.

– Jeg synes ikke, at vi var gode nok i første halvleg, og vi startede for langsomt, men i anden halvleg spillede vi virkelig godt. Det er ærgerligt, at vi skal forlade turneringen på den måde, tilføjer han.

Manchester City havde en enorm mulighed for at score til 2-2, men Raheem Sterling brændte uforståeligt på et tomt mål. Under et minut senere lå bolden i nettet i den anden ende, så stillingen i stedet var 3-1 til Lyon.

– Hvis Raheem havde scoret til 2-2, havde det været helt lige. Men de scorede lige efter, og så var kampen afgjort. Det er typisk fodbold, siger Kevin De Bruyne.

Lyons første målscorer i opgøret, Maxwel Cornet, mener dog ikke, at Lyons sejr kun er et spørgsmål om marginaler, men derimod belønningen for hårdt arbejde efter coronapausen.

– Når vi spiller, som vi gjorde i dag, så er det ikke et spørgsmål om held. Vi har kæmpet virkelig hårdt til træning, inden vi kunne begynde at spille kampe med noget på spil igen.

– Mod Manchester City så vi udbyttet af al den slid, for vi havde alle energi, og vi ydede en stor indsats for hinanden, siger Maxwel Cornet til RMC Sport ifølge uefa.com.

Det var indskiftede Moussa Dembélé, der var forskellen på de to hold. Han scorede to gange, efter at han kom på banen i det 75. minut.

– Det er ikke altid let at komme ind fra bænken. Når du så kommer på banen, så går du efter at bidrage til festen, og det gjorde jeg, siger matchvinderen til RMC Sport.

Lyon skal møde Bayern München i semifinalen på onsdag.

/ritzau/