NFL-quarterback gør comeback små to år efter grim skade

Alex Smith gennemførte søndag et mirakuløst comeback til grønsværen.

NFL-quarterbacken blev i november 2018 ramt af en grim skade, da han i en kamp mod Houston Texans brækkede både skinnebenet og lægbenet efter at være blevet tacklet.

Skaden var tæt på at koste Smith livet, da han blev ramt af en infektion. Han måtte efterfølgende opereres hele 17 gange og har altså i næsten to år kæmpet for at blive klar igen.

Det blev han så officielt søndag, da Washington Football Team klarmeldte Smith, så han kan deltage i holdets træningslejr forud for sæsonen, der starter i september.

36-årige Smith er en af tre quarterbacks i Washingtons nuværende trup. Holdet valgte sidste år Dwayne Haskins i første runde af den årlige draft, og den unge quarterback forventes at være cheftræner Ron Riveras førstevalg, når 2020-sæsonen går i gang.

Alex Smith har spillet i verdens bedste liga for amerikansk fodbold siden 2005. Først for San Francisco 49ers og efterfølgende for Kansas City Chiefs, inden han i 2018 skiftede til det, der dengang hed Washington Redskins.

/ritzau/