Medier: Barcelona holder mandag krisemøde efter ydmygelse

FC Barcelonas bestyrelse vil mandag holde krisemøde efter det forsmædelige nederlag på 2-8 til Bayern München i Champions League-kvartfinalen fredag, og det ventes, at træner Quique Setien vil blive fyret.

Det skriver flere medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

AFP har selv været i kontakt med en kilde i klubben, der fortæller, at krisemødet vil finde sted mandag.

Det er helt i tråd med sportsavisen Mundo Deportivos oplysninger.

– Præsident Josep Maria Bartomeu har indkaldt til et forestående krisemøde i eksekutivkomitéen, som vil blive afholdt i starten af næste uge, muligvis mandag, skriver Mundo Deportivo.

Den catalanske avis L’Esportiu mener derudover at vide, at det forestående præsidentvalg kan blive fremskyndet.

– Ledelsen mødes i morgen (mandag), hvor Setien vil blive afskediget, og en tidligere dato til præsidentvalget kan blive fremført, lyder det i L’Esportiu.

Allerede fredag efter nederlaget sagde præsident Bartomeu, at han ikke ville udelukke et tidligere præsidentvalg.

Med exittet i Champions League slutter Barcelona sæsonen uden trofæer for første gang siden sæsonen 2007/08.

Det forventes også, at sportsdirektør Eric Abidals skæbne skal drøftes, og også Lionel Messi er et oplagt emne på dagsordenen, da argentineren blot har et år tilbage af sin kontrakt.

/ritzau/