Malmös sejrsstime slutter trods danske fuldtræffere

Jon Dahl Tomassons lange sejrsstime med Malmö FF er ovre.

Den danske cheftræner og hans spillere måtte således forlade søndagens udekamp mod Mjällby AIF med et enkelt point efter at have spillet 2-2.

Det er første gang i ni ligakampe, at de svenske guldfavoritter sætter point til. I mellemtiden har den skånske klub dog også tabt pokalfinalen.

Malmös tre danske spillere gjorde sig alle bemærket i opgøret mod Mjällby, der har den tidligere Brøndby-bisse Marcus Lantz som cheftræner.

Venstrebacken Jonas Knudsen var uheldig med at lave selvmål efter et hjørnespark midt i første halvleg.

Efter pausen udlignede en anden vestjyde for Malmö, da Søren Rieks flugtede bolden i mål efter et indlæg.

Hjemmeholdet tog føringen igen, men nordsjællænderen Anders Christiansen udlignede til slutresultatet 2-2, da bolden pludselig dumpede ned foran hans fødder tæt under mål.

I første halvleg havde Malmö desuden brændt et straffespark.

Trods pointtabet fører Malmö stadig Allsvenskan med fire point ned til Elfsborg efter 16 ud af 30 spillerunder.

/ritzau/