Lyon-målscorer er ikke overrasket over semifinaleplads

Det franske hold Lyon slog lørdag aften overraskende Manchester City ud i kvartfinalen i Champions League ved at vinde 3-1 i Lissabon.

Men ifølge manden bag Lyons første mål, Maxwell Cornet, så er det ikke så overraskende endda, at det franske hold nu er klar til semifinalen for første gang siden 2010.

Det siger han på et pressemøde efter kampen.

– Vi spiller de her kampe for at møde de bedste i verden. Vi er heldige med at gøre det, men hvis vi er her, så er det ikke tilfældigt, siger han.

I semifinalen venter det tyske storhold Bayern München, der fredag aften cementerede klubbens status som favoritter til at vinde hele turneringen, da holdet ydmygede Barcelona med 8-2.

Lyons træner, Rudy Garcia, tror dog på, at holdet kan skabe endnu en overraskelse.

– Vi har vundet over Juventus, der var en af favoritterne til at vinde Champions League, og vi har vundet over Manchester City, der var en af favoritterne til at vinde, siger han og tilføjer:
– Bayern-kampen bliver præcis det samme, men ud fra, hvad spillerne har vist, så kan vi stadig håbe på at gå videre til endnu en runde, og det er, hvad vi vil forberede os på at gøre.

Lyon og Bayern München mødte også hinanden i semifinale i Champions League i 2010.

Dengang vandt det tyske hold sammenlagt med 4-0 over to kampe.

I år er turneringsstrukturen blevet ændret på grund af coronapandemien, så alle hold kun møder hinanden én gang i slutspillet.

De to mandskaber mødes i semifinalen onsdag aften.

/ritzau/AFP