Colombianer overtager Fuglsangs trone i Dauphiné

Amerikaneren Sepp Kuss (Jumbo-Visma) hentede søndag sin første professionelle sejr i et år, da han efter solokørsel passerede målstregen som den første rytter på 5. og sidste etape af Critérium du Dauphiné.

Colombianeren Daniel Martinez (Education First) har dog også noget at juble over. På løbets sidste etape lykkedes han med at kuppe de øvrige konkurrenter og snuppe den samlede sejr i løbet.

Det står klart efter det afgørende bjergslag på 153,5 kilometer, hvor Martinez kørte over målstregen som nummer to.

Dermed er danske Jakob Fuglsangs (Astana) tid som løbets forsvarende vinder ovre. Han vandt løbet sidste år, men stillede ikke til start i år.

Der var egentlig lagt op til en stor slovensk triumf i etapeløbet, da Primoz Roglic (Jumbo-Visma) førte før sidste etape. Den stærke slovener styrtede dog lørdag, og han var så medtaget, at Jumbo-Visma før starten på 5. etape måtte meddele, at Roglic havde trukket sig.

Roglic var 14 sekunder foran Pinot, og den nye franskmand i førertrøjen havde inden etapen ti sekunder ned til nærmeste forfølger, Guillaume Martin (Cofidis).

Daniel Martinez var yderligere to sekunder efter, men virtuelt kørte han sig i førertrøjen og beholdt den på.

På de sidste kilometer var marginen såpas stor, at sejren så ud til at være hjemme, men også såpas lille, at han ikke kunne tillade sig at slappe af.

Tanken virkede tom for Martinez, som kæmpede sig i mål, hvor han kunne stå og tælle sekunder til, at Pinot trillede over stregen.

Franskmanden pressede sig selv til det sidste, men han var ikke hurtig nok til at hente den samlede sejr. Inklusive bonussekunder var forskellen på de to ryttere 29 sekunder.

Søndagens etape blev indledt med en rytterprotest mod de dårlige veje i løbet. Rytterne angreb derfor ikke de første ti kilometer af løbet, skriver cyclingnews.com.

/ritzau/