Dansk golfkvinde hopper ind i top-10 i Scottish Open

Tre danske kvinder fik gjort sig godt bemærket under LPGA-turneringen Scottish Open i denne uge, og da det hele skulle gøres op lørdag, sluttede Emily Kristine Pedersen som den bedste af dem på en delt ottendeplads.

Inden den tredje og sidste runde lørdag var det ellers Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen, der lignede de bedste bud på en topplacering, da de begge gik ind til dagen på en delt sjetteplads, men de faldt begge tilbage.

Larsen og Madsen sluttede på delte placeringer som henholdsvis nummer 17 og 24.

Nicole Broch Larsen kom skidt i gang med en dobbeltbogey, mens Nanna Koerstz Madsen løb ind i fire bogeys og ikke præsterede en eneste birdie undervejs.

Så var der mere snit over Emily Kristine Pedersen, der gik lørdagens runde i to slag under par. Det blev også hendes samlede facit, og dermed sluttede hun fem slag efter den vindende spanier, Azahara Munoz.

/ritzau/