Ydmyget Pique er klar til at smutte for at give nye plads

FC Barcelonas forsvarsspiller Gerard Pique efterlyser ændringer på alle ledder og kanter efter fredagens opsigtsvækkende nederlag til Bayern München.

Det siger han i kølvandet på kampen, der endte 8-2 til tyskerne.

– Er det her slutningen på en æra? Jeg er ikke sikker, men vi må indse, at vi har ramt bunden.

– Det handler ikke kun om spillere, men om at vi som klub ikke er på rette vej, siger Pique ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der har længe været uro i Barcelona, hvor ledelsen og spillerne flere gange i løbet af sæsonen har haft sammenstød.

– Fodbold er en sport, hvor der konstant er brug for forandring. Vi bliver nødt til at ændre dynamikken, fordi vi har ramt bunden, lyder det fra spanieren.

Pique er selv åben for at forlade klubben, hvis det kræves af ham.

– Hvis jeg bliver nødt til at smutte, for at der kan ske forandringer, så er jeg den første til at acceptere det.

– Det var en forfærdelig kamp, og det er ydmygende. Der er brug for strukturelle forandringer på alle niveauer, siger han.

/ritzau/