Horsens sælger teenageren Jeppe Kjær til Ajax

Superligaklubben AC Horsens har solgt det 16-årige stortalent Jeppe Kjær til den hollandske fodboldklub Ajax Amsterdam.

Det oplyser Horsens fredag aften på sin hjemmeside.

Horsens-træner Bo Henriksen jubler over, at Jeppe Kjær nu får opfyldt sin drengedrøm.

– Det her er tæt på den ultimative case for alle parter, og vi kan kun ønske Jeppe Kjær, familien og Ajax stort tillykke med det her drømmeskifte.

– Han kommer ned til en klub, der har fuldstændig styr på alle detaljer i forhold til unge spillere, og han får de bedste rammer, han kan ønske sig.

– Jeg er ikke i tvivl om, at han er en storspiller i svøb, og han har mentaliteten til at håndtere det og gå hele vejen.

– Det har han om nogen også fortjent, og jeg er lykkelig på hans vegne, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.

/ritzau/