Coronaramte Sergio Perez er rask og klar til grandprix

Formel 1-køreren Sergio Perez missede to grandprixer efter en positiv coronaprøve, men nu er han tilbage.

Det meddeler holdet Racing Point forud for søndagens grandprix i Spanien.

– Checo (Perez, red.) er testet negativ for covid-19, og FIA (Den Internationale Motorsportsunion) har bekræftet, at han kan vende tilbage til paddocken i dag og konkurrere i weekenden.

30-årige Perez skrabede 22 point sammen i sæsonens første tre grandprixer. Så tog han en smuttur hjemlandet Mexico for at besøge sin mor, der havde været ude for et alvorligt uheld, og blev smittet med coronavirus.

I hans fravær fik rutinerede Nico Hülkenberg comeback. Tyskeren fik en skidt start, da han blev forhindret i at stille op i det første grandprix på Silverstone på grund af en fejl i bilen.

Ugen efter blev han nummer syv i andet forsøg, men må nu overlade pladsen til Perez.

Weekendens løb køres på Circuit de Catalunya i Barcelona. Der trænes på banen fredag og lørdag, og lørdag køres der også kvalifikation.

Racing Point, der også har køreren Lance Stroll i folden, ligger på femtepladsen i konstruktørernes VM-stilling efter fem grandprixer.

/ritzau/