Dansk fodbold fortsætter med fem udskiftninger næste sæson

Dansk topfodbold fortsætter i næste sæson med fem udskiftninger i Superligaen, 1. division, 2. division og pokalturneringen.

Det siger Peter Ebbesen, der er turneringschef ved Divisionsforeningen.

– Det har vi valgt at gøre, fordi vi er et af de hårdest ramte lande i Europa i forhold til at indhente den forsinkelse, der ligger i næste sæson, siger han.

– Og det har ikke været svært at tage beslutningen, da vi ikke har mødt en eneste klub, der har en anden mening, lyder det.

Reglen om fem udskiftninger i stedet for de sædvanlige tre blev indført i kølvandet på coronapausen, der betød et tætpakket kampprogram.

/ritzau/